Research

10006576_10202913293527361_1071695478790395364_nSpillemandstraditioner på Island

I 2013 deltog jeg i Siglufjørdur Folk Music Festival i den nordlige del af Island. Her besøgte jeg det islandske folkemusikcenter, hvor de har en udstilling med instrumenter, optagelser, historier og sange som har være del af en levende tradition på Island. Centeret er lokaliseret i et hus, som tidligere var ejet af præst og indsamler Bjarni Thorsteinsson. Han er den mest betydningsfuld indsamler af islandsk folkemusik og sang og i hans levetid fra 1861 til 1938 fik han også udgivet bogen Íslensk Þjóðlög, som indeholder sange nedskrevet af Bjarni Thorsteinsson selv ved mødet med udøvere i forskellige dele af landet.

Ved besøget i folkemusikcenteret i Siglufjørdur, var der en udstilling af en harmonika og en violin. På noten til udstilling stod at disse var kommet til landet relativt sent (slutningen af 1800-tallet) og dertil kom det naturlige spørgsmål: var de disse del af en tradition på Island. Svaret fra centerets ansatte var: nej. Da man på selve festivallen heller ikke havde set en desideret spillemandstradition blevet præsenteret, var det naturligt at man startede at undre sig. Hvis instrumenterne var dokumenteret at have kommet til landet, måtte der også være et grundlag for en praksis for disse, og derved en tradition.

Efter mit ophold tog jeg kontakt til Rósa Þorsteinsdóttir som er Forskningslektor på Árni Magnússon Instituttet i Reykjavik. Med hende startede jeg med at dykke ned i de kilder som var tilgængelig på universitet og her i blandt dukkede der ny information op i form af nedskrevne noder, gamle beskrivelser af violiner i der kom til landet 1700-tallet og sågar en bog om violintradition i det nordøstlige Island. Dette gavn et solidt grundlag for at starte en redegørelse af hvor vidt en spillemandstradition på Island har eksisteret og om denne havde været national eller regional. Gennem samarbejdet med Rosa har jeg påbegyndt at tage kontakt til nulevende musikere, traditionsbærer og andre som har haft tilknytning til det musikalske liv på Island for at se om der eksistere en levende overlevering af én eller flere traditioner.

Udover Rosa Þorsteinsdóttir tog jeg kontakt til Chris Foster, som er de sidste ti år har forsket og udviklet spillestile for de to islandske istrumenter FIÐLA og LANGSPIL og Bára Grímsdóttir, uddannet klassisk komponist, korleder, professionel sanger og som er vokset op i en familie med traditionel sang som del af deres kultur. Begge gav mig et billede af den islandske mentalitet omkring begrebet folkemusik og hvorfor det måske kan være svært at undersøge en spillemandstradition i landet, da denne bliver betragtet som noget udefrakommende og ikke med oprindelse nationalt.

Til dags dato har jeg været på Island af flere omgange siden 2013, blandt andet et længere ophold i Egilsstaðir i 2015 og Reykjavik foråret 2016. I forbindelse med disse ophold har jeg tilegnet mig større indsigt i, hvilken rolle spillemandsmusikken har haft i det islandske samfund. På den lange bane er målet at udgive/dokumentere arbejdet i samarbejde med Árni Magnússon Instituttet i Reykjavik.

Rejserne er blevet støttet: